Kære Hesteven
Måske får du et input her, der er modsat det du kender? Uanset om det er ny tankegang, eller om du genkender det jeg skriver, så tak for at du læser med.
…”Jamen det skal vi altså bare kunne” siges der med en beslutsom og lidt anstrengt stemme. Af og til hører jeg netop det udsagn fra en elev.
For eksempel siger rytteren til mig : “Vi skal kunne ride forbi køerne, for det skal kunne lade sig gøre.”
Den vilje kan være nyttig… Men at ‘bide tænderne sammen’ og ‘skulle/burde overvinde’ tilgangen, kan føre megen spænding og tilmed utilsigtet dumhed med sig?
Den løsning jeg finder sundest:
Hvis min hest spænder op ved nogle kåde kvier og jeg kan mærke det føles ubehageligt, så hoppe jeg ganske enkelt af og trække forbi. Jeg gør det både for at hjælpe hesten bedste muligt, men også for min egen skyld.
Når jeg fortæller dette bliver folk ofte forbløffet…. Der er tydeligvis en norm i mange hestekulturer, der forlyder at det er lidt et ‘nederlag’ at hoppe af. Og hvem vil være ‘sådan en rytter’, som ikke kan ride forbi køerne…?
Det vil jeg gerne, hvis det betyder at alle får en god oplevelse. Jeg vil blæse på normen. Men før jeg kan blæse på normen kræver det, at jeg i første omgang får ØJE PÅ hvordan en norm har påvirket min adfærd, følelser eller mentale indstilling.
Lad os tage fokus væk fra, om nogen kan ride forbi køerne eller ej og så rette opmærksomheden på det, som det hele dybest set handler om. Nemlig kommunikationen, relationen og uddannelsen af hest og rytter… Ud af det kommer nemlig det at kunne ‘ride forbi køerne’, som helt en naturlig følge.
Må det være naturligt for hestemennesker at lytte til sin intuition, uden at overhøre den, for at tilpasse sig til normen. Må irrationel frygt kunne genkendes, så den kan iagttages uden at lade den begrænse. Må alle ryttere have en god, klar og rar følelse i maven på skovturen som på banen.
Det er et af mine ønsker for deltagerne på LivsRideKunst uddannelsen som starter sidst i maj.
Kærlig hilsen Maja