LivsRideKunst Guiden.

Tema: 4 Trin til longering i bæring uden indspænding
og
“What to do” liste hvis hesten bøjer for meget i halsen.

Kalil 4 år. Før Kalil blev let på hånden som her på billedet, var hun meget skubbende og prøvede at gå forbi mig, pga hendes meget store afskub i bagbene.


Hvad er overbøjning?
Overbøjning kendetegnes ved at bøjningen ikke er jævn gennem hestens krop. I stedet er hesten lige i kroppen og har et stort “knæk”/bøj i halsen foran skulderne.

Du har måske oplevet at din hest har brudt ud gennem udvendige skulder? Eller at hesten, i stedet for at tage imod en halv parade, vælger at bøje halsen indad, når du arbejder fra jorden?
Når hesten overbøjer i halsen, lige foran skulderne, er det et tegn på ubalance som du må hjælpe hesten med. Når du hjælper hesten tilbage i balance undgås uhensigtsmæssig bevægelse og især unødig belastning af indvendige forben. Når hesten overbøjer bliver hestens bagben heller ikke gymnasticeret.
Ved arbejdet fra jorden kan overbøjning lettere ske, idet rytteren går på hestens indvendige side og dermed let kommer til at tage halve parader ind mod sig selv.
I det efterfølgende vil du lærer hvordan du undgår den problematik.

Det behøver du vide:
Når vi vil ride på vores hest har vi pligt til at gymnastiserer den så den bliver stærkere af at vi rider den og ikke slides unødigt. Eftersom hesten, ligesom mennesker, har en naturlig asymmetri anvendes cirkel til at gymnastiserer hesten så den bliver lige stærk og smidig i begge sider.
Longering, uden indspændingstøjler, er en vigtig del af hestens uddannelse til ridehest. Det er et dejligt værktøj til tilridning og skoling.
Når hesten endnu ikke har fundet balancen og rytteren også er under uddannelse er overbøjning/”gå ud over udvendige skulder” ofte et problem. I næste afsnit får du de værktøjer du behøver for at kunne løse problemet hvis din hest overbøjer.

4 trin som gør longering med naturlig holdning og bæring mulig.
Se først videoen her, hvor Samarah på 3 år og 8 mdr viser den allerførste del af hendes ridehestuddannelse.

Trin 1)
Frem og ned.
Stå foran hesten og bed den strække sig frem og ned for en anmodning på kapsunen. Gå dernæst med hesten og bed den igen og at forlænge overlinien.

Trin 2)
Indvendige hofte frem.
Via stilning  i nakken og en let bøjning gennem hestens krop kommer indvendige hofte frem. I bevægelse fører dette til indundertrædning og hesten får styrket sit indvendige bagben.

Trin 3)
Balance i skulderne.
Hesten kan på cirklen gå gennem indvendige eller udvendige skulder.
Dette kan dels være på grund at et skubbende bagben og eller pga ubalance i forparten (Højre/venstre håndethed ved hesten.) Ligesom du skal kunne kontrollerer hestens bagben er det vigtigt at have hestens skulder mellem hjælperne.
Derfor anbefaler jeg ofte at man lærer hesten at flytte skulderne mellem tøjlerne med hjælp fra en halsring til at starte med.

Skulle hesten gå over udvendige skulder/overbøje har jeg her nogle effektive tips til dig.

Tips til overbøjning:
a) Stop og find balancen igen og sæt derefter i bevægelse igen.
b)Når du arbejder for hånd, hav da en halsring på hesten. Bryder hesten ud gennem udvendige skulder kan du via halsringen flytte skulderne på plads ind foran forparten igen.
c) Korriger det bagben der skubber for meget, via versade eller traversade. (Bruges til heste der har lært disse øvelser.)
d) Når du arbejder for hånd så lad din løsgøring og halve parader i indvendige tøjle gå mod “rytteren på ryggen” eller sågar mod udvendige skulder hvis hesten overbøjer. På den måde flytter du hestens hoved ud på plads igen foran skulderne.
Altså hold hånden tæt på hesten så du ikke kommer til at bede hesten om for meget bøjning ved at dine halve parader har retning lidt ind mod dig og midten af cirklen.

Trin 4)
Når hesten kan gå på volten i frem og ned + indundertrædning kan du begynde at øge afstanden og longeringen kan begynde.

Disse 4 trin er enormt værdifulde for hestens balance og opbygning af overliner. Derudover forfines også kommunikationen mellem hest og rytter.

 

God fornøjelse med træningen.
/Maja Caspersen
LivsRideKunst Akademiet