Akademisk Ridekunst bygger på filosofien om, at dressuren er til for hestens skyld og ikke omvendt. Derfor vægtes den teoretiske forståelse og praktiske udførelse højt. En vigtig del i akademisk ridekunst er etiske overvejelser og diskussioner om, hvad god ridning og hestehåndtering er. Vores vision er at skabe ”tænkende ryttere”. Hesten gymnastiseres harmonisk, så den opnår styrke, smidighed og stolthed. Det er via rytterens fine hjælpere og evnen til at trække det bedste frem i hesten, at kunsten opstår.
Ved uddannelsens start forberedes hesten fra jorden. Den lærer at reagere let på hjælperne og bevæge sig i balance. Den lærer versade og traversade, der smidiggør og styrker hesten, så den forberedes til at bære rytterens vægt. Derefter overføres det, hesten har lært fra jorden til ryggen. Senere i hestens uddannelse kan øvelser som piruetter, halve trin, galoparbejde, piaff osv. anvendes til den forsatte uddannelse af hestens balance, løsgjorthed, tempo, takt og sving.
Mine studier af Akademisk Ridekunst.
Jeg har siden 2004 studeret den akademiske ridekunst meget intensivt.
Jeg er dermed med til at genskabe og udvikle ridekunsten og gøre denne viden tilgængelig for alle.
”Livsridekunst” er definitionen på min personlige vinkel på den klassiske ridekunst, idet jeg vægter filosofi, etik, livet og menneskets uddannelse lige så højt som hestens.
”Ridekunst er en lang rejse. Det er en rejse ind i din egen krop og sind. Vi tænker for meget på, at det handler om uddannelsen af hesten. I virkeligheden er det den modsatte vej rundt! Det er os der skal uddanne os selv
for at blive i stand til at beherske vores egen krop og sind!”
– Bent Branderup